Introduktion til "Vildmarkskursus i fluefiskeri" |
Vildmarkskursus kun på opfordring fra grupper eller Firma -
Dette er et kursus
hvor du får naturen helt ind på kroppen og lærer at bruge naturen rigtigt .
Mest af alt er det et kursus i at fiske med flue og alt, hvad der ellers er behov for at
vide om emnet.
Tag med ud i naturen en uge og prøv at opleve naturen på en helt ny måde. Vi vil
garantere dig en oplevelse ud over det sædvanlige og lærer dig at fiske med flue . Kom
og mød ligesindede i et hyggeligt fællesskab, hvor det ikke er præstationer, men
oplevelser der tæller.
Oplev en af Norges skønneste stalling og ørredelve, netop når fluefiskeriet er på sit
højeste og luften er fyldt med døgnfluer og andre godbidder til fiskene.
Oplev fællesskabet og det sociale samvær der opstår, når man bor sammen ude i naturen
- og ikke mindst
Oplev dig selv som menneske
Bålkaffe i lejren
Kursusprogram |
Vildmarkskursus I fluefiskeri
Tag med Jens Pilgaard op til Norge for at lære at :
Fiske med flue og lære vadeteknik
Entomologi ( læren om insektliv)
Fluebinding og Kasteteknik
Praktisk fiskeri
Fløterbåds-fiskeri
Guldvaskning
samt hvordan man færdes i og bruger naturen rigtig.
Ugekursus - maximum 10
deltagere pr uge
Jeg hedder Jens Pilgaard, og vil være din guide og instruktør på vores vildmarkskursus. Formålet med kurset er at lære dig at fiske med flue samt alt hvad dette indbefatter af andre detaljer.
Du vil lære vadeteknik, lidt om insekters liv og betydning for fluefiskeri, kasteteknik, fluebinding , praktisk fiskeri og hvordan man læser fiskevandet, før man fisker samt en hel masse andre små fif og detaljer, inden for alle ovennævnte grupper.
Jeg har de sidste mange år fisket i Norge
hver sommer og har flere års erfaring med at afholde kurser i fluefiskeri heroppe. Derfor
afholder jeg nu Vildmarkskurser, for at gøre det endnu mere spændende at fiske med flue.
Jeg har en tro på, at de som gerne vil fiske med flue, også gerne vil lære at forstå,
hvad det er som sker, når fisken gør, som den gør, samt lære at bruge naturen rigtig.
Du vil lære, hvordan man laver bål uden brug af lighter eller tændstikker, hvordan man
kan bruge naturens egne materialer såsom rødder, bark, bær og lignende, men mest af alt
er det et fluefiskerkursus, hvor du lærer at fiske med flue.
Vi har valgt at holde kurset i et af Norges bedste områder for stalling og ørredfiskeri,
nemlig ved Femundselven, hvor alle forholdene for et godt kursus er tilstede.
Strømvand, stryg, stille vand, en pragtfuld natur samt masser af fisk, såsom stalling,
ørred, helt.
Kursusafgiften er 3000,-danske kroner
pr. person,
hvoraf der betales 1500.-kr. ved bindende tilmelding.
Først når dette beløb er betalt, er kursuspladsen reserveret. Beløbet refunderes ikke
ved framelding. Kursusafgift betales til :
Fugl & Fjer Fluebinding v/ Jens Pilgaard, Christinehøjvej 1, 9550 Mariager-D.K., som er arrangør af kurset.
Deltagere bør selv tegne eventuel fritids-ulykkes forsikring,
Fløterbåds-stallinger Røddinger fra fjeldet
Vi vil som fælles opholdsrum bruge et
stort sametelt, kaldet en "Lavvu", hvor vi kan have bål inde i teltet.
Deltagerne skal selv medbringe telt og sovepose til at overnatte i. Inkluderet i prisen
er morgen- og aftensmad, fløterbåds-fisketur samt materialer til
fluebinding. Eventuel færgebillet fra Danmark samt fiskekort er ikke includeret. Der er
en kok til at sørge for vores forplejning, så vi kan koncentrere os om alt det sjove og
spændende.
Midt på dagen må deltagerne selv sørge for mad, hvilket giver en del mere frihed for
dem, som måske vil prøve at tilberede deres egne fisk eller køre en tur til nærmeste
campingplads, for at spise på cafeteriet eller bade (ca. 25 km til Sølenstua camping).
Fløterbådstur eller Mackenzie boat tur på Trysil elven
Fisketur fra båd: Der vil mod betaling være mulighed for at komme på en fisketur fra fløterbåd eller med Mackenzie boat ned af Trysilelven en aften i løbet af ugen. Du vil komme ud at fiske, hvor andre ikke kommer og du vil få en ekstrem smuk oplevelse fra "Elv-siden". Prisen for dette kan oplyses ved tilmelding
Guldvask
Guldvaskning: Der vil
også være guldvaskning på programmet. Vi befinder os i et af Norges bedste områder for
guldvaskning, så hvorfor ikke prøve lykken ind imellem fiskeriet.Der vil være
vaskepander og instruktion på stedet.
Huskeliste
Her har du en liste over et par ting, som
du kan få brug for, hvis du vil med på vores kursus til sommer:
God rygsæk
Telt
Fluestang, flydeline, eventuelt intermediate line og hjul aftm- klasse 3-4 til 7 ( aftm. 5
er en god middelløsning)
Flueæske ( gerne med nogle af dine favoritfluer, hvis du har nogle sådanne )
Forfangsmateriale ( der fiskes typisk med dimentionerne fra 0.14mm. til o.22 mm.)
Fangstnet ( håv)
Vadestav ( hvis en sådan haves, ellers laver vi en på stedet)
Solbriller
Fluevest ( gerne med opdriftsmiddel eller svømmevest som sikkerhed)
Vaders , Filtsåler er her en fordel men ikke nødvendigt ( og thermobukser hvis du ikke
har neoprenvaders)
Regntøj
vandreStøvler eller vandtætte støvler, såsom goretex
Varmt tøj
Myggespray og eventuelt myggenet
Toiletgrej
Håndklæde
Lommelygte
Luftmadras ( liggeunderlag kan bruges)
God sovepose
Feltflaske og / eller thermokande
Tallerken-kop-kniv-gaffel-ske
Et stykke stærk snor på 5 til 10 mtr ( evt. flagline)
Kniv eller dolk
Godt humør
Diverse chokolader, stærke drikke, tobak efter behag og behov.
Musikinstrumenter,sanghæfter og morsomme indslag er velkomne (her tænkes især på
fredag aften)
Kursusforløb
vadeinstruktion direkte i elven
Kurset vil forløbe nogenlunde sådan (
afhængig af vejret) :
Søndag:
kl.12.00 : velkomst og orientering ved kaffebålet i Lavvuen
kl 13.30 til 16.00 : vadeteknik og kasteinstruktion
kl.16.00 til 19.00 : spisning og fri
kl. 19.00 til ? : aftenfiskeri
Mandag:
kl 09.00 til 10.00 : morgenmad
kl 10.00 til 12.00 : vi ser på insekter og planter
kl 12.00 til 14.00 : fri
kl 14.00 til 17.00 : fluebinding af aktuelle mønstre
kl 17.00 til 20.00 : spisning og fri
kl 20.00 til ? : aften og natfiskeri
Tirsdag:
kl 09.00 til 10.00 : morgenmad
kl 10.00 til 12.00 : individuel kastetræning og fiskeri
kl 12.00 til 14.00 : fri
kl 14.00 til 17.00 : dagfiskeri (tørflue, hvis forholdene tillader der)
kl 17.00 til 19.00 : spisning og fri
kl 19.00 til ? : aftenfiskeri
Onsdag:
kl 09.00 til 10.00 : morgenmad
kl 10.00 til 12.00 : naturlære og lær at lave og tænde bål
kl 12.00 til 14.00 : fri
kl 14.00 til 17.00 : fluebinding af aktuelle mønstre
kl 17.00 til 19.00 : spisning og fri
kl 19.00 til ? : aften- og natfiskeri
Torsdag:
kl 10.00 til 11.00 : morgenmad
kl 11.00 til 16.00 : fiskeri med individuelle pauser
kl 16.00 til 17.30 : spisning og kørsel ned til fløterbådene
kl 17.30 til ? : bådsfisketur eller fri fiskeri
Fredag:
kl 09.00 til 10.00 : morgenmad
kl 10.00 18.00 : Fiskeri på fjeldet efter Røye ( rødding ) eller frit fiskeri
efter eget valg
kl 18.00 til ? : spisning og afslutning, med overrækkelse af kursusbeviser og andet, samt
underholdende indlæg fra deltagere og arrangører (medbring gerne musikinstrumenter, gode
vitser og godt humør).
Lørdag:
morgenmad før afrejse, under hensyntagen til individuelle færgeafgange
Ind imellem de programsatte aktiviteter vil vi så forsøge at vaske guld og lave mange
andre ting som en form for tidsfordriv og hygge aktivitet. Det skal jo være morsomt og
afslappende, og ikke stressende; vel !!
Fluebinding
Origami flue Galt fluen
På kurset vil du lære elementær
fluebinding, samt "streamside - fluebinding", hvilket vil sige, at vi ser på,
hvad fisken tager og så binde fluen direkte ved elvkanten. Dette vil for mange lyde til
at være svært, men det behøver det ikke være.
Det er selvfølgelig ikke det samme, som at sidde hjemme ved bordet, men jeg har valgt at
tage denne form for fluebinding med, da du derved prøver at opleve, hvor let det i
grunden er at binde fluer, som fanger fisk her og nu.
Alle er velkomne til at tage sine egne flueæsker med, men der vil være mulighed for at
binde sine egne fluer allerede mandag.
Der vil på kurset hele tiden være adgang til bindematerialer og kroge, hvis nogle har
lyst til at binde lidt fluer udenfor selve programmet.
Der vil hovedsageligt blive tale om binding af vådfluer, nymfer og tørfluer, samt lidt
imitationsfluerbinding, hvilket vil sige, at vi binder fluerne, så de ligner det rigtige
insekt mest muligt, indenfor de forskellige kategorier.
Du vil også lære nogle helt nye og revolutionerende teknikker indenfor fluebinding
Som for eksempel : Ori´gami vinger og Super-Floaters.
Insektlære
Ephemera vulgata
Vi vil studere, hvilke insekter der er
omkring os og hvilken betydning de har for vort fiskeri. Du vil få en del at vide om de
forskellige typer insekters livscyklus og hvordan denne viden kan bruges i fluebindingen,
samt planlægningen af dit fiskeri.
Endelig vil vi se på, hvad fisken spiser, ved at studere deres maveindhold . Dette kan
somme tider bringe ganske overraskende oplysninger for dagen, som man kan drage nytte af.
Teltlivet ved elven
Før aftenens fiskeri
Det at bo en uge ved en elv, medfører unægtelig også at visse ting skal tages i betragtning, såsom påklædning - toiletforhold - sove- og teltforhold - mad med mere.
Påklædning
Påklædningen er en væsentlig faktor,
for at få fuldt udbytte af et sådant ophold, så derfor bør man nøje tage højde for
alle typer vejrforhold.
Selvfølgelig kan det lade sig gøre at vaske tøj i elven, men det er knap så vigtigt.
Derimod er det vigtigt at have varmt tøj og skiftetøj med, så der er taget højde for
en eventuel vandgang eller hvis vejrguderne er imod os.
Det er også vigtigt at have fodtøj med, som er "gået til", således at man
ikke får vabler.
Ikke fordi vi skal trave, men vabler er en grim ting at døje med.
Sokker og undertøj er det, som er vigtigst at være godt forsynet med på sådan en tur.
Toiletforhold
Der er i umiddelbar nærhed af lejren et
gammeldags Ude-toilet, også kaldet et das, som er det bedste bud på træk og slip. Dette
er jo vilkårene, når man er ude i naturen, og så kan man vel egentlig sige, at dette er
en form for luksus, i modsætning til de alternativer der ellers er. Derfor bør dette
ikke afholde nogen fra at tage med på kurset; hverken dreng eller pige.
Den personlige hygiejne plejes i bedste vildmarksstil ved elvkanten eller i elven efter
behag, da dette er den eneste form for indlagt vand, der findes på stedet.
Derudover er der mulighed for at køre ind til Sölenstua camping ( ca. 25 km. ) og købe
et brusebad, hvis man ønsker at gøre lidt ekstra ud af det. Her kan der for øvrigt
også handles slik og postkort samt spises i cafeteriet.
Telt og soveforhold
Teltlejren direkte ved elven
Hver deltager sørger selv for et sovetelt
samt sovepose og underlag. Her kan der anbefales at tage en luftmadras med, da der er sten
i området. Hvis man mener, at der er plads i bagagen, kan der også medtages en lille
letvægts pressenning, til at spænde ud over teltet i tilfælde af regn. Disse er meget
lette og ikke særlig dyre.
Soveposen bør være af god kvalitet, da der er koldt om natten.
Under hele kurset vil der være opstillet en stor samisk Lavvu, som vil blive brugt som
fælles opholdsrum. I dette telt kan der tændes bål i midten. Dette må dog kun ske
under kyndig instruktion af hensyn til brandfaren. I denne Lavvu kan man opholde sig i
alle døgnets timer, da den vil være at betragte som kursets opholdsstue. Derfor
henstilles der også til deltagerne, om at holde teltet ryddeligt af hensyn til de andre
på kurset.
Mad
Kokken Vagn
Vagn Hansen er min trofaste kok og ven gennem flere år . Han skal sørge for vor forplejning hvilket han er rigtig god til. Og så er han altid god for et smil på en regnfuld dag! Han kan også fange fisk som I ser !!
Der er inkluderet morgen- og aftensmad i
kurset, hvilket betyder, at deltagerne selv sørger for at få mad midt på dagen. Dette
giver mere frihed for den enkelte og mulighed for eventuelt at gøre indkøb o.l.. Det
giver også mulighed for at prøve at spise nogle af de fisk, som der fanges. Der vil
bl.a. i kurset blive vist, hvordan du med naturens egne remedier kan tilberede fisk ved
elvkanten.
Hovedmåltiderne vil ikke bestå af fisk, men solid praktisk mad, baseret på norske
produkter såsom fladbrød, mælk, marmelade, ost, kaffe, the, røget og ferskt kød,
grønsager, frugt, brød, saft med mere. Hertil kommer selvfølgelig ris og pasta, da
disse produkter er praktiske til denne form for madtilberedning.
Skulle der fra deltagernes side være ønske om at få lavet et måltid med fisk fra
elven, er jeg sikker på at kokken også efterkommer det.
Instruktør
Jens Pilgaard ( instruktør)
Jeg hedder Jens Pilgaard og er arrangør og instruktør på kurset.Du kan læse om mig og mine forudsætninger for at afholde kurset i begyndelsen af dette program. Generelt kan siges, at jeg vil forestå den praktiske undervisning og træning.
Fisketegn
Der er Ikke betalt for fiskekort, hvilket
kursisterne selv skal betale. Kortet dækker for fiskeri i en uge. Dette kostede170,- Nok.
for en uge i år 2002.
Kortet kan indløses nær ved lejren døgnet rundt ( selvbetjening). Statstegnet er
bortfaldet bortset fra laksefiskeri
fiskekortet til området skal altid bæres under fiskeri, da der jævnligt
foregår kontrol.
Lidt om fiskeri og grej
For at fiske med flue, er det nødvendigt at kunne binde fluen til forfanget med en holdbar knude. Det viste eksempel er blot en af mange, men vel nok den mest anvendte til tør-nymfe-og vådfluefiskeri.
De som ikke før har fisket, har her
muligheden for at øve sig i ro og mag før det går løs.
Det er en god ide at spytte på knuden før den trækkes til, da den så bliver helt
stram.
Flueliner
Her er vist, hvilke typer flueliner som er
mest anvendt. Øverst er vist en dobbelt-taperet line, som er god til tørfluefiskeri og
anden form for præsentationsfiskeri.
En dobbelt-taperet line kan vendes på hjulet, når den er slidt i den ene ende.
Dernæst en Weight foreward som er velegnet til lange, men knap så
præsentable kast. Denne line er god at starte med for en begynder, da en dobbelt-taperet
kan være svær at kaste langt med i begyndelsen.
Tredje eksempel er en Longbelly-line, som har kastevægten fordelt over
et længere stykke. Denne type line bør ikke købes af begyndere.
Til slut er vist et skydehoved, som er et tungt hoved, der med et øje er
forbundet til en skydeline (tynd lige glat line). Denne form for flueline
er den, hvormed du kan kaste længst, men er ikke at anbefale til tørfluefiskeri.
Indenfor hver type kan man så vælge, om man vil bruge flyde-, intermediate-, synke-
(som fås i forskellige synkehastigheder), eller specialliner såsom f.eks. sinktip, hvor
kun den yderste del synker ned.
Stænger
At vælge stang kan være svært. Derfor
bør du altid bede om lov til at prøve stangen først, så at du kan vurdere, om den
passer til dig. Hvis ikke dette er muligt, er det nok ikke i den forretning, du bør
handle. Prøv så vidt muligt at få en erfaren fluefisker med ved køb af stang, så du
ikke bliver offer for en eller anden smart ung stjernesælger, som " selv bruger
netop lige dette mærke ".
Hvad der er vigtigt, er at vælge en stang med den rigtige aktion til den type fiskeri,
som du ønsker at drive. Her er der nogle forskellige muligheder.
Topaktion er stænger som er meget stive og derfor i stand til at
præstere lange kast med tunge liner. Disse egner sig bedst til den mere tunge form for
fluefiskeri
Halvaktion er stænger, hvor fortrinsvis den yderste halvdel af stangen
bøjer sig under brugen.
Denne type er temmelig allround, men stadig ikke til let fluefiskeri, da den ikke
præsenterer linen så pænt på vandoverfladen.
Helaktion er stænger, hvor hele klingen bøjer sig under brug. Denne
type stang er helt anderledes at kaste med, da den reagerer langsommere end en stang med
topaktion.
Hvor topaktionen følger dine bevæpgelser på grund af sin stivhed, vil helaktionen
reagere langsommere og kan derfor ikke fiskes så agressivt. Dette er en fordel under
f.eks. tørfluefiskeri, hvor det ofte er et spørgsmål om at undgå at skræmme fisken,
når linen rammer vandoverfladen.
Se under huskeseddel, for at se anbefalet klassifisering af grej til kurset.
Forfang
På fluelinen skal der selvfølgeligt
også være et forfang, hvorpå fluen bindes fast.
Dette forfang kan fastgøres til fluelinen på forskellige måder, men som nybegynder er
det nok lettest at købe en overgang, som består af en rørflettet "strømpe"
med en øjesplejsning i enden. Denne strømpe trækkes ind over enden af fluelinen. Der
sikres eventuelt med en dråbe sekundlim, hvorefter et lille plastrør trækkes ind over
som lås. Disse købes færdige i grejforretninger. Dernæst skal der bindes et monofil
forfang i øjet, som så let kan skiftes hvis det bliver nødvendigt.
Du kan også sy dit forfang direkte ind i enden af fluelinen, hvilket er det bedste, men
som kræver en smule øvelse .
Forfanget skal være taperet, så det bliver tyndere ud mod spidsen . Disse kan købes
færdige og er de bedste, men ret dyre. Du kan også selv binde dem sammen af tre
forskellige dimensioner forfangsline som f.eks. 0,32mm.-0,25mm.-0,20mm.
Der foruden skal du have en rulle med 0,14 til 0,16mm. til at binde i spidsen til
tørfluefiskeri.
Du vil på kurset lære at binde denne type forfang og de knuder der
behøves.
Et kik ind i Lavvuen
Afslutning og afrejse
På dette tidspunkt er jeg sikker på, at
alle er så mætte af indtryk og gode oplevelser, at det vil blive svært at skulle rejse.
Derfor er der i programmet afsat tid til, at vi fredag aften holder en lille afskeds
ceremoni. Her vil der blive overrakt kursusbeviser og der vil også blive gjort status
over kurset som sådan. Det kunne jo være, at en og anden havde gjort sig fortjent til
ekstra omtale, hvadenten det så er for veludført dåd udi fluefiskeriets ædle kunst,
eller en ufrivillig svømmetur. Dette er tænkt som et morsomt indslag og ikke som nogen
form for præmiering.
Til denne afskedsfest vil jeg gerne bede deltagerne om at medbringe egne indslag, som for
eksempel mundharpe-guitar eller gode vitser. Al form for optræden bifaldes med tak.
Eventuelle nydelsesmidler bør selv medbringes.
Lørdag er afrejsedag og vi skilles. Vi håber at du har haft et udbytterigt kursus og at
vi ser dig igen på dette eller et af vore andre kurser. Eller måske blot ved elven.
Under alle omstændigheder vil vi nu have en fælles oplevelse at tænke tilbage på og
mindes, og det er jo i grunden det som det hele går ud på, ikke sandt.
Femundselven hvor kurset holdes Udsigt over Sennsjøen oppe fra vort fjeldørredvand
At søge oplevelsen er at søge lykken, omend den så skal findes i et kort øjeblik, når vandet brydes og nuet printer sig for evigt i vor erindring
God rejse og på gensyn
Jens Pilgaard
instruktør og kursusholder
Fugl og Fjer Fluebinding
Christinehøjvej 1, 9550 Mariager-D.K.
Telefon : +45 98 54 24 61
Mobil : +45 40 98 54 24
E-mail : Jens@flytying.dk
Homepage: www.flytying.dk
Kørselsvejledning sendes ved bindende tilmeldning